TERRASSEBRÆDDER

Terrasser i varige træsorter er dyrere end trykimprægnerede træterrasser; men til gengæld holder de meget længere. Vi har et stort lager af disse, og hos os må kunderne gerne selv udtage de brædder, de synes bedst om.

VI HAR FLERE TRÆSORTER.

Red Balau (Shorea künstleri). Træsorten tilhører en gruppe på 5 arter, som alle ofte kaldes Bangkirai, især hvis træet kommer fra  Indonesien.. Vor erfaring er, at den bedste bangkirai er  Red Balau fra Malaysia. Den er meget slidstærk og modstandsdygtig overfor råd, og den er forholdsvis nem at arbejde med (savning og boring). Farven er rødbrun og årestrukturen er afdæmpet.  Gennem årene har vi importeret mange containere af denne træsort, og især i Tyskland er den blandt de foretrukne hårdttræssorter til terrasser.  Vort salg af red balau har været stærkt stigende i de sidste par år, fordi både håndværkere og slutbrugere har været meget tilfredse med netop denne vare, som vi leverer i en topkvalitet og i længder op til 6,70 m.
Ipe (Handroanthus spp), sommetider solgt under navnet Lapacho, er den mest kendte af de varige hårdttræssorter, som anvendes til træterrasser. Voksested: Brasilien.  Ipe er den mest dimensionsstabile af de hårde sydamerikanske træsorter, og i hårdhed overgås den kun af greenheart og denya.  Farven er rødbrun.  Årestrukturen er afdæmpet, men det gælder for denne som for de øvrige træsorter, der anvendes til terrasser, at de alle bleges og gråner efter en sæson eller to, så de alle kommer til at se næsten ens ud, hvis de ikke er overdækket. 
Ipe er den dyreste af de varige hårdttræssorter til terrasser, lige bortset fra teak, der er mindst dobbelt så dyr; men det er ikke indlysende klart, hvorfor ipe kan opnå en væsentlig højere pris i markedet end de bedste af de konkurrerende terrassetræsorter.  
 
Jatoba (Hymenaea courbaril). Denne brasilianske træsort er meget populær  til såvel indendørs som udendørs brug. Det er en varig træsort, som er forholdsvis rolig (næsten ligeså formstabil som rød balau).  Farven er rødbrun med en let åretegning.  Vi fører normalt denne træsort som terrassebrædder. Kvalitets- og prismæssigt ligner den rød balau, og de er nogenlunde lige hårde.  Afgørende for valget er hovedsagligt længdespecifikation og dimension på lagervarerne. 


Bilinga (Nauclea diderrichii De Wild), også kendt under navnet Opepe, er en anden træsort, som bruges meget til træterrasser - især i Tyskland. Også denne træsort er i varighedsklasse 1, og den er mere dimensionsstabil end flere af de øvrige terrassetræsorter. Voksested: Vestafrika. 
Farven på nyhøvlet bilinga er gul, men den blegner til gylden efter en sæson med lyspåvirkning. Da bilinga ikke er så tung som f.eks. denya anvendes den også til beklædning af ydervægge, naturligvis med en anden profil end terrassebrædderne.

Denya (Cylicodiscus gabunensis Harms), også kendt under navnene Okan og afrikansk greenheart, er en ekstremt hård træsort, som er i varighedsklasse 1, og som hovedsagligt anvendes til formål, der stiller særlige krav til slidstyrke, holdbarhed og modstandsdygtighed mod råd og insektangreb. Denya er ligeledes den foretrukne træsort til hestebokse, da dyrene ikke bryder sig om at sætte tænderne i denne. Voksested: Vestafrika. Denya har en gulbrun til rødlig farve med tunger af grønt i den kraftige åretegning, som er en af træsortens fortrin frem for mere strukturløse træsorter.

Da den samtidig hører til blandt de hårdeste af de træsorter, der anvendes til træterrasser, er den efterspurgt til netop dette formål samt til havne og brokonstruktioner. Da den er meget tung, hård, stærk og levende, stilles der særlige krav til underkonstruktionen ved anlæg af terrasser i denya. Strøerne skal være af hårdttræ, og strøafstanden må ikke overstige 50 cm. De syrefri skruer skal være minimum 4,8 x 75 mm, og der skal 2 af disse i hver strø, når bræddedimensionen er 21 x 145 mm, hvilket er den dimension, vi fører på lager i denya.


Ring til os om råd på
Tlf: 45 56 00 10 eller besøg os på Hørmarken 7 i Farum.



 




© Copyright 2017 | Hørmarken 7 | 3520 Farum | Tlf: 45560010 | info@danoutlet.dk |  Powered by: Webex ApS  | webuser_187656 i Farum, Sjælland, DK på Houzz

Ring 45 56 00 10